Mental Ro

Lær mig at kende

Jeg hedder Camilla Holsted og jeg fører min hjertesag om at coache unge med et svært forhold til mad

og forældre eller pårørende til et barn/ung med en spiseforstyrrelse, ud i livet. Jeg arbejder som modvægt til samfundets normer omkring sundhed, kropsidealer og vægt.
Jeg er født i 1994, godt gift og har 2 børn der udfordrer og udvikler mig på alle mulige fronter, i hverdagen. Jeg er opvokset i Hillerød, Nordsjælland, hvor jeg stadig er bosat.
Jeg er opereret for en medfødt hjertefejl 3 gange, har været kunstskøjteløber og som teenager, havde jeg en blanding mellem anoreksi og bulimi gennem 7 år. Bulimien var dog det mest fremtrædende.

Om din madmentor og coach

Jeg er uddannet pilatesinstruktør v/ PilatesCph, EREPS(Niveau 3) certificeret personlig træner og kostvejleder og efterfølgende uddannet VaneCoach v/ Morten Elsøe og Anne Gaardmand samt Madmentor v/ Marie Steenberger. Som overbygning til mine coachuddannelser, har jeg taget en miniuddannelse som unge coach, hos Skolecoach. Som mentor og coach anvender jeg kognitiv adfærdsterapi – herunder Compassion Fokuseret Terapi og Acceptance and Commitment Therapy (ACT) og derudover anvender jeg teknikker til at opbygge den unges selvværd, styrker og værdier. 

Som coach og mentor for unge, tror jeg på at ved guide og coache de unge med et begyndende svært forhold til mad og lavt selvværd, kan man forebygge at der udvikles en spiseforstyrrelse. Alt for mange unge, går rundt med ondt i maven og alt for mange tanker omkring mad og figur og en følelse af, ikke at kunne leve op til de urealistiske kropsidealer, der findes i samfundet og på de sociale medier. 

Når man har et svært forhold til mad er det stort set altid et symptom på, at noget indeni os er svært, gør ondt eller at vi ikke trives. Derfor bliver mad en strategi for at slippe for at mærke ubehagelige følelser eller smerte. Jeg hjælper dig med at udforske, hvad der ligger til grund for de svære følelser eller mistrivelsen, som er det vi skal arbejde med, for at du kan ændre din spiseadfærd. Læs mere om unge coaching her

Som personlig træner, går jeg meget op i, at det er på klientens præmisser. Den bedste træning, er den der bliver lavet. For mig er det vigtigt at du træner, fordi du synes det er sjovt, det får dig til at føle dig stærk og komfortabel i egen krop eller fordi du synes, du er hamrende god til det du laver. Derudover arbejder jeg også med kropsbevidsthed, som hos mig indebærer yoga, pilates, let styrketræning samt meditation og mindfulness. Kropsbevidsthed er godt at træne, f.eks. både under eller efter du har været under psykisk pres eller psykisk sygdom (bla. stress eller spiseforstyrrelse) eller hvis du har svært ved at få prioriteret dig selv, i en travl hverdag. 

Træning bliver i samfundet gjort til noget besværligt og til tider uopnåeligt at efterkomme, hvis man skal gøre det “rigtigt”. Men træning handler om at lave noget bevægelse, som man synes er sjovt og som ikke dræber motivationen, fordi det er for besværligt at gøre. Læs mere om personlig træning, her

Hos mig vil du opleve

0 %
Empati
0 %
Mentor
0 %
Coaching
0 %
Seriøs
0 %
Humor

Min historie

Jeg er vokset op i en familie hvor kropsidealer, sundhed og masser af fysisk aktivitet, var i fokus. Der var næsten altid Nupo og slankepiller i skabet og lige så længe jeg kan huske, sad jeg troligt og ventede i fitnesscenteret, mens mine forældre trænede. 
I 6. klasse fik jeg af vide hos sundhedsplejersken, at jeg vejede lidt for meget og skulle til at tænke over hvad jeg spiste. Jeg var godt selv klar over, at jeg ikke var ligeså tynd som de andre piger i klassen. Men nu fik jeg bekræftet, at min krop var forkert.

Det blev startskuddet til et enormt fokus på min vægt derhjemme. I bedste mening – og efter sundhedsplejerskens anbefaling – skulle jeg tabe mig. Jeg kan huske at jeg tit følte, jeg ikke var god nok – “hvorfor kunne jeg ikke bare være tynd og perfekt, som de andre?”
I begyndelsen fulgte jeg bare med og spiste hvad der blev serveret. Men det var svært ikke at måtte få dét mad og dén mængde mad, jeg helst ville have.  Jeg blev hele tiden kontrolleret, så jeg begyndte at spise i smug.

Min veninde havde kæmpet med en spiseforstyrrelse i noget tid, på det her tidspunkt og jeg kan huske, at jeg spurgte hende “hvordan stopper jeg med at spise? Du får så meget ros for din flotte, tynde krop”. Hun frarådede mig at gå ned af den vej, men alligevel gik her det op for mig, at det måtte være løsningen for mig. Så jeg så en ven i anoreksien, som skulle hjælpe mig med det vægttab og den kontrol, jeg tydeligvis ikke kunne finde ud af selv. (Selvfølgelig har jeg ikke tænkt bevidst over det, på dette tidspunkt) 

Jeg nød kontrollen, de positive kommentarer og kicket af at kunne stå imod trangen til at spise. Men jeg savnede mad og efter omkring 1 års tid “faldt jeg i” og spiste noget, jeg ikke måtte. Jeg kunne slet ikke være i mig selv af skam, afskyelse og skyld. Jeg måtte af med det! 
Så jeg fandt i stedet trøst i bulimien. Nu kunne jeg både være tynd og stadig spise – nu overspiste jeg i stedet for i smug, for så at kaste op!

Men jeg tog på. Jeg hadede mig selv og skammede mig. Jeg måtte rette ind, så mønsteret skiftede fra bulimi til anoreksi igen. Efter 4 år, med skiftevis anoreksi og bulimi, var spiseforstyrrelsen helt ude af kontrol og jeg blev indlagt på Bispebjergs døgnafdeling for spiseforstyrrelser. I løbet af disse 4 år, havde jeg allerede været i ambulant behandling flere steder, men spiseforstyrrelsen blev bare værre og værre. Jeg måtte droppe ud af 2.g og erkende, at hverken jeg selv eller min familie kunne håndtere spiseforstyrrelsen. Det kunne døgnafdelingen desværre åbenbart heller ikke – jeg fik det ikke bedre og jeg følte, at de kun forsøgte at symptombehandle mig.  

Efter udskrivelsen var jeg 17 år og flyttede i en lejlighed, som blev forvaltet af kommunen. Da jeg blev 18 år, overgik jeg til voksen psykiatrien, som foregik på Stolpegård i Gentofte. Trods min opgivende tilstand og oplevelserne med de mange behandlings-fiaskoer, startede jeg i et gruppeforløb for personer med bulimi. Her blev jeg for første gang, mødt med omsorg, ressourcer og forståelse. Her fik jeg modet og styrken til at slippe ud spiseforstyrrelsens kløer – det er en hård kamp at kæmpe, men det kan altså lade sig gøre! I over 7 år, har jeg været fri og nu fyldt med masser erfaring og styrke, til at udleve min hjertesag. Derfor meldte jeg mig som frivillig hos LMS, hvor jeg både er støttekontaktperson og rådgiver. Derudover har jeg startet min egen virksomhed, for at komme ud og hjælpe både mennesket der er ramt af et forstyrret forhold til mad, men også de pårørende.

Tak fordi du læste min historie! Jeg har herunder uddybet 3 perioder fra min rejse, for at blive fri fra spiseforstyrrelsen.

Isolering og ambivalens

I alt den tid jeg brugte spiseforstyrrelsen som min "ven" - fra jeg var 13 år til 19 år, havde jeg 2 kærester (dog ikke på samme tid) som det eneste sociale, i mit liv. Jeg misundte altid billederne af mine klassekammeraters Facebook, hvor de hyggede sig, gik i byen og havde et socialt liv. Jeg følte at spiseforstyrrelsen både fungerede som min ven og min værste fjende - det var trygt at sidde der, isoleret med maden og samtidigt et forfærdeligt mad-fængsel. Jeg kan huske at, jeg længtes efter flere mennesker der kunne "overskue" at være sammen med mig men samtidigt stod det jo også i vejen for, at jeg kunne fokusere på maden.
Det var "Camilla" der talte, når jeg ønskede mig veninder og venner at være sammen med og spiseforstyrrelsen der "talte", når jeg isolerede mig og her talte spiseforstyrrelsen højest. Det at isolerer sig, forstærkede blot min følelse af, ikke at være god nok og ikke at fortjene at blive holdt af, af andre.

IMG_8380
IMG 8383 scaled e1611500206911 | MentalRo.nu
Yoyo-vægt

Med et skiftende mønster i spiseforstyrrelsen, betød det også en svingende vægt på +/- 20 kg. Igennem tiden, har jeg en "aldrig-mere-vægt" på både 86 kg og 48 kg. De 20 kg svingede fra periode til periode og nogle gange nåede jeg ikke at tage så meget på, inden jeg tabte mig igen og omvendt.
Generelt set, er det meget fysisk belastende for kroppen at have yoyo-vægt. Spiseforstyrrelse eller ej. Det vil altid være at foretrække, at have stabil vægt.

Accept af min krop

Jeg er mange gange blevet spurgt "kan man virkelig blive helt rask fra en spiseforstyrrelse?". Svaret er simpelt: måske, jeg ved det ikke. For det at have levet med en spiseforstyrrelse, er lidt ligesom et ar; det vil altid være der, men det heler med tiden og bliver mere "usynligt". Det handler om at arbejde med sig selv, sine tanker og sin adfærd. Jeg kan sagtens mærke spiseforstyrrelsen puste mig i nakken, hvis jeg er i en presset periode i mit liv. Men jeg ved hvordan "den" taler og tænker og kan derfor nå at observere den og få den på afstand.
Jeg arbejder stadig med accept af min krops udseende. Jeg har fået løst maveskind, hængebryster og strækmærker. Men jeg ved til gengæld nu, at når jeg giver mig selv omsorg og værdi, så er min krop, bare en krop.

AfterlightImage 11

Mine uddannelser

Jeg elsker at søge ny viden. Derfor er jeg ofte igang med at tage kurser eller uddannelser. Herunder kan du se de relevante uddannelser jeg har taget, indtil videre.

Igangværende uddannelser/kurser: Madmentor v/Marie Steenberger, Strength and Conditioning certificering fra ISSA, Calisthenics fra MacroFit samt Mindfullness mentorship v/Elizabeth Heindorff

error: Det er ikke tilladt at kopiere denne tekst