Jeg er vokset op i en familie hvor kropsidealer, sundhed og masser af fysisk aktivitet, var i fokus. Der var næsten altid Nupo og slankepiller i skabet og lige så længe jeg kan huske, sad jeg troligt og ventede i fitnesscenteret, mens mine forældre trænede. 
I 6. klasse fik jeg af vide hos sundhedsplejersken, at jeg vejede lidt for meget og skulle til at tænke over hvad jeg spiste. Jeg var godt selv klar over, at jeg ikke var ligeså tynd som de andre piger i klassen. Men nu fik jeg bekræftet, at min krop var forkert.

Det blev startskuddet til et enormt fokus på min vægt derhjemme. I bedste mening – og efter sundhedsplejerskens anbefaling – skulle jeg tabe mig. Jeg kan huske at jeg tit følte, jeg ikke var god nok – “hvorfor kunne jeg ikke bare være tynd og perfekt, som de andre?”
I begyndelsen fulgte jeg bare med og spiste hvad der blev serveret. Men det var svært ikke at måtte få dét mad og dén mængde mad, jeg helst ville have.  Jeg blev hele tiden kontrolleret, så jeg begyndte at spise i smug.

Min veninde havde kæmpet med en spiseforstyrrelse i noget tid, på det her tidspunkt og jeg kan huske, at jeg spurgte hende “hvordan stopper jeg med at spise? Du får så meget ros for din flotte, tynde krop”. Hun frarådede mig at gå ned af den vej, men alligevel gik her det op for mig, at det måtte være løsningen for mig. Så jeg så en ven i anoreksien, som skulle hjælpe mig med det vægttab og den kontrol, jeg tydeligvis ikke kunne finde ud af selv. (Selvfølgelig har jeg ikke tænkt bevidst over det, på dette tidspunkt) 

Jeg nød kontrollen, de positive kommentarer og kicket af at kunne stå imod trangen til at spise. Men jeg savnede mad og efter omkring 1 års tid “faldt jeg i” og spiste noget, jeg ikke måtte. Jeg kunne slet ikke være i mig selv af skam, afskyelse og skyld. Jeg måtte af med det! 
Så jeg fandt i stedet trøst i bulimien. Nu kunne jeg både være tynd og stadig spise – nu overspiste jeg i stedet for i smug, for så at kaste op!

Men jeg tog på. Jeg hadede mig selv og skammede mig. Jeg måtte rette ind, så mønsteret skiftede fra bulimi til anoreksi igen. Efter 4 år, med skiftevis anoreksi og bulimi, var spiseforstyrrelsen helt ude af kontrol og jeg blev indlagt på Bispebjergs døgnafdeling for spiseforstyrrelser. I løbet af disse 4 år, havde jeg allerede været i ambulant behandling flere steder, men spiseforstyrrelsen blev bare værre og værre. Jeg måtte droppe ud af 2.g og erkende, at hverken jeg selv eller min familie kunne håndtere spiseforstyrrelsen. Det kunne døgnafdelingen desværre åbenbart heller ikke – jeg fik det ikke bedre og jeg følte, at de kun forsøgte at symptombehandle mig.  

Efter udskrivelsen var jeg 17 år og flyttede i en lejlighed, som blev forvaltet af kommunen. Da jeg blev 18 år, overgik jeg til voksen psykiatrien, som foregik på Stolpegård i Gentofte. Trods min opgivende tilstand og oplevelserne med de mange behandlings-fiaskoer, startede jeg i et gruppeforløb for personer med bulimi. Her blev jeg for første gang, mødt med omsorg, ressourcer og forståelse. Her fik jeg modet og styrken til at slippe ud spiseforstyrrelsens kløer – det er en hård kamp at kæmpe, men det kan altså lade sig gøre! I over 7 år, har jeg været fri og nu fyldt med masser erfaring og styrke, til at udleve min hjertesag. Derfor meldte jeg mig som frivillig hos LMS, hvor jeg både er støttekontaktperson og rådgiver. Derudover har jeg startet min egen virksomhed, for at komme ud og hjælpe både mennesket der er ramt af et forstyrret forhold til mad, men også de pårørende.

Tak fordi du læste min historie! Jeg har herunder uddybet 3 perioder fra min rejse, for at blive fri fra spiseforstyrrelsen.